Feriepigen Connie - 2 del
Tørv og Får på heden
Et sted et stykke fra gården gravede man tørv. Disse blev sat op i runde, hule småstakke kaldet “røjler”. Der var luft mellem de enkelte tørv, der nu kunne tørre færdigt. De skulle omplaceres en gang imellem for at tørre godt inden de blev kørt hjem, så man havde brændsel til komfuret og opvarmning i kakkelovnen om vinteren. Det var ofte kvinder eller børn der udførte dette arbejde, og Marie deltog da også, og jeg var jævnligt med derude.
Familien stod meget tidligt op når de skulle i mosen, og jeg husker en morgen, hvor Frederik og Marie ikke nænnede at vække mig, så de havde skrevet besked med en griffel på en lille tavle. Jeg skulle bare spise min morgenmad, som var stillet frem til mig, bl.a. hjemmebagt brød med tykt lag lynghonning af egen avl. Så skulle jeg tage hunden ”Hvidt” med mig og gå gennem lyng-heden ud til stedet, hvor de satte tørv.
Hvidt kendte vejen, og han løb foran mig i store ”ziz-zagger”. Han var dygtig og kom ofte og lagde hugorme eller mus på trappestenen om morgenen. En gang vi gik derude, fangede han en hugorm, bed den i nakken, rystede voldsomt med hovedet, slap så, og lod den flyve langt væk gennem luften. Jeg ærgrede mig over, at ingen andre oplevede det. Undervejs nød jeg at plukke og spise Sortbær.
Da vi kom ud til tørvene, fik jeg lov til at ”vande” fårene, som gik derude hele sommeren. Det var en stor fornøjelse for ”københavneren”.
Når man kom hjem fra tørvene var alle godt støvede, og så blev der varmet op i gruekedlen, som stod i det lille vaskehus på den anden side af gårdspladsen, og så blev den store zinkbalje stillet frem så alle kunne få sig et bad.
En dag i tørvene havde Marie gået hele dagen og klaget over, at det kløede sådan på ryggen. Alle prøvede at klø igen, men først, da hun skulle i bad i vaskehuset opdagede hun, at det var et firben, som havde hygget sig under kjolen hele dagen. Det havde tabt halen og blev endelig lukket ud i det fri.
Besøg på gården i løbet af sommeren.
Der var ingen trafik dengang, men det skete, at en kræmmer kom på cykel med sin bylt for at tilbyde tøj og forskellige småting.
Min mor og lillesøster Henny kom på besøg en sommer, samtidig med at Birger (eller var det Eigil?) var der. De to var jævnaldrende og kom godt ud af det sammen.
Min far besøgte os flere gange gennem årene. Han cyklede hele vejen fra København, og overnattede et par nætter.
Museumsinspektør Harald Andersen fra Moesgård Museum i Århus havde et par somre en udgravning i nærheden (Ulsund ?). Han havde udenlandske arkæologi-studerende til at hjælpe sig. De boede i en lille teltlejr. Andersen fik dog stillet et værelse til rådighed hos Frederik og Marie.
Dagny fortalte mig en dag, at hun havde hørt, at de unge franskmænd ikke havde bukser på – de gik med ble ! Vi blev enige om, at dét måtte vi da ud og se på. Så vi tog Hvidt med og gik ud på heden. Men vi gik og gik, og kunne ikke finde det spændende mål. Vi begyndte at gå hjemad, og der kom Marie løbende imod os – der var gået lang tid, og man anede ikke, hvor vi var blevet af, men de havde været glad for at hunden var med os.
Min far kom på et tidspunkt, da Harald Andersen også var der, og de to kom vældig godt ud af det med hinanden.
Keder du dig?
Marie og Frederik spurgte mig ofte, om jeg følte mig ensom eller kedede mig. Men det kan jeg love for, at jeg aldrig gjorde.
Udover det tætte forhold til dyrene, oplevede jeg jo også arbejdet på gården – roelugning, arbejdet med høet, som blev kørt hjem i hestevogn (det var sjovt at sidde deroppe på læsset), bær- og frugtplukning, og lige før jeg skulle hjem (ca. 10. august) begyndte man at høste den meget lange rug. En maskine drev et gammelt tærskeværk, som kom kornet ned i sække, og halmen op på loftet over laden.
Spændende for mig var også de dage, hvor der var sammenkomst i præstegården. Der blev sunget og leget ”To mand frem for en enke” og andet spændende. Jeg mener at huske, at Holger var fodermester hos præsten, som havde en stor stald med flotte køer, som vi fik lov til at se.
Foregik der ikke noget særligt gik jeg bare rundt og nød det eller lagde mig i græsset og drømte, medens jeg så op på den kæmpestore himmel med sommerskyer. Eller gå op i “æ Grøen foeld”, hvor man kunne finde blåbær.
Ellers brugte jeg meget tid oppe på loftet over stuehuset, hvor der var nogle store gamle indbundne bøger, med gamle tidsskrifter vistnok ”Fremtiden” og ”Børnevennen”, som var fuld af billeder, krydsord, fikserbilleder, labyrinter og små spændende historier.
Frederik og Marie var medlem af en læsekreds, hvor man lod bøgerne gå videre. Det skete også, at jeg blev sendt af sted på cykel ud til en anden gård for at aflevere bøger.
Jeg blev også sendt til Brugsen i Skalstrup, når der manglede småting.
Tiden derefter
Gennem alle årene besøgte vi jævnligt Koldsø, og senere Vestbo i Nees. Og vi var også med til Frederiks 80 års fødselsdag og senere begravelsen i Nees.
Et billede står printet i min hukommelse: Da vi stod og sænkede kisten i graven begyndte der at falde kæmpestore dråber regn, og solen skinnede på dem, så det lignede krystaller.
Vi skrev mange breve sammen, så længe de levede, og jeg følte, at glæden derved var gensidig. Både Frederik og jeg har, især efter at han blev alene, grædt mange glædes tårer over vores kontakter.
Disse to mennesker har gennem hele mit liv været støtten til, at jeg var stærk og overvandt mange knubs.
Frederik sagde til mig: Du skal bare tro min pige! både på Gud og på dig selv!
Og det har jeg gjort – Tak Frederik og Marie.
Hvad der siden hændte mig
Efter folkeskolen begyndte jeg på husholdningsskole (med tilskud fra det offentlige).
Derefter søgte jeg mod Jylland og kom i huset hos en dyrlæge i Gjerrild
Derfra fik jeg plads på en gård i Tørringkirke ved Lemvig. Her var jeg 2 år.
Herfra var det muligt at besøge Koldsø en gang imellem (på cykel).
Var lidt i køkkenet på Klosterheden og tog senere tilbage til København.
Blev gift som 18-årig i 1957 med en mand fra Lemvig. Frederik havde fat i ham og fik ham til at love, at han altid ville være god ved ”vores lille feriepige”, ellers ville han ”få med mig at bestille” .
Fik en søn, Egon, i 1961 .
Ad kringlede veje, såsom hotelpige, smørrebrødsjomfruassistent, job i et Lingeri, 2 år hos en revisor, og 12 år på et Trykkeri, endte jeg som assistent på Ballerup Rådhus, hvor det lykkedes at uddanne mig, så jeg endte som Tjenestemand med pensionsret.
Blev skilt som 40årig.
Traf Erik gennem fælles interesse for historie. Vi blev gift, fik en datter, Mette-Marie og boede i Jyllinge i 38 år, til han døde af Alzheimers.
Sammen var vi med til at restaurere Jyllinge Kirke, bygge en helt ny kirke, (Nordmarkskirken), deltage i arkæologiske undersøgelser og oprette og arbejde Fjordmuseet i Jyllinge, som desværre nu er inddraget i Roskilde Museum.
Vi var begge i bestyrelsen for Egnshistorisk Forening i Gundsø og har begge været i menighedsrådet, hvor jeg også var kirkeværge nogle år.
Efter 30 år på Rådhuset, lokkede efterlønnen, og jeg stoppede som 60-årig.
Nu bor jeg i Nærum i nærheden af Mette, og her føler jeg mig glad og takker for et godt liv – ikke mindst mine somre på Koldsø.
♥ Tak Connie, for din fantastiske beretning om livet som feriepige hos Frederik og Marie ♥