Kære store dejlige Koldsø-familie.
Tiden flyver, og nu er det allerede ved at være to uger siden, at jeg havde nogle fantastiske dage i Vestjylland – og ikke mindst mødet med familien, som jeg jo kun kendte få af. Men den store imødekommenhed fra både unge og ældre gjorde, at jeg følte mig godt tilpas og havde en dejlig dag. Skønt var det også at gense “Æ grønn´ fold” og et smut ind og vende på gårdspladsen i gården Koldsø, som jo står mit hjerte så nær. Jeg var forbavset over, hvor upåvirket og afslappet følte mig, var medens jeg var der sammen med jer, men glæden var stor, og hjemme i Nærum igen – så kom tårerne !
Jeg synes ikke rigtigt, at jeg fik sagt noget fornuftigt, men det jeg kan fortælle, har jeg jo skrevet i forvejen til hjemmesiden – så er det jo bare at gå ind og læse det, hvis nogen gerne ville vide mere om hvordan Marie og Frederik levede på gården i 1940-erne.
Også tak fordi I tog så pænt imod Søs, som også syntes det var en dejlig oplevelse.
Søs og jeg nåede at opleve en masse på de fem dage vi var derovre.
• Vi kørte hele vejen rundt om Nissum Fjord – Der var “Fjordens dag”, med opstillede boder forskellige steder på ruten (ca. 70 km) med udskænkning af kaffe m.m. ledsaget af violin- og harmonikaspil. Der var en masse små hyggelige havne, Søs tænker på at gå turen engang og overnatte i de gode shelters, som findes hele vejen rundt om fjorden..
• Klosterheden to gange, hvor Søs samlede masser af Kantareller og Rørhatte
• Høstfest med folkedans og æbleskiver på Gjellerodde – en skøn sommeraften
• Besøg ved Bovbjerg og Thyborøn, hvor Søs badede i æ´hav og vi spiste friske fisk.
• Dalgård i Tørring, hvor jeg tjente i 1953-56, vi blev inviteret indenfor og så hele huset, selv om vi ikke kendte de nye ejere.
• Turen hjem gik på zig-zag ad små veje og lyngklædte heder igennem Jylland til Silkeborg, hvorfra bussen gik lige til København.
Tak fordi I gav mig en dejlig oplevelse Det var et flot arrangement, som endnu gør mig varm indeni.
De kærligste hilsener til alle
Conni