Før 1850
En gang var der en gang, hvor det eneste, som hed Koldsø, var en sø i Nees sogn. Vi er tilbage før 1850 under enevælden og i en tid hvor bønder var ikke noget særligt. Bønder skulle drive en gård for at kunne leve og sørge for at godsejeren fik deres udbytte. Hvis man var noget på den tid, var man “født med en sølvske i munden” – altså primært godsejer.

I Nees sogn var der ikke rigtig organiseret noget stavnsbånd og bønderne var fri-bønder, fordi jorden var næringsfattig og hele området var hede. Den eneste større gård var Ulfsund og den var for lille til at blive drevet som et større gods med administration, værnepligt og stavnsbinding. Eller sagt på en anden måde, sognet var for lille, usselt og for langt væk fra et gods til at en godsejer gad bekymre sig om hvad der skete her. Derfor har man i denne sogn i stor udstrækning passet sig selv i forhold til centraladministrationen i København eller Viborg. Nærmeste større gods har været Rysensteen i Bøvling, som ligger 20 km væk.

Livet i Nees sogn har primært været opretholdt på basis af studer på Ulfsund og på de mindre gårde har man brugt hvad man kunne komme i nærheden af, som f.eks. fiskeri, får og enkle studer. På grund af hedens udbredelse, var der primært kun beboelse i de områder, som blev oversvømmet af havet under en storm, for dengang havde havet tit direkte adgang til de kystnære områder i Nees. De arealer, som blev oversvømmet, fik tilført næring og der var sund græs til studer. Generelt blev studerne anset for at være sunde og velnærede langs Vestkysten. Samlede bebyggelse i sognet har været højst 20 mindre og spredte gårde, gården Ulfsund og en mindre stenkirke på ca. 80 kvm. Der var ingen by eller gadekær.Udfordringen i Nees har været at få føde og undgå at omkomme under vinterstormene, når havet skyllede ind over markerne og bebyggelse.

Søen Koldsø lå midt i heden, 4 km. væk fra kysten og der var en stor sø om vinteren og en mindre om sommeren. Der var ikke beboelse i nærheden og det eneste liv omkring søen var får drevet forbi af en fårehyrde og studer drevet til Tyskland. Studedriverne overnattede i Grønfolden lige nordøst for søen.

Efter 1850
Omkring 1850 havde der i flere år været en udflytning af bønder og Danmarks befolkning voksede eksplosiv i antal. Det medførte at området omkring Koldsø begyndte at blive attraktiv, da søen og de oversvømmede områder var fri for lyng og derfor kunne dyrkes, hvis altså området ikke var oversvømmet.

For at undgå oversvømmelser var man nødt til at lede vandet væk og i starten har grøfter sandsynligvis ikke været organiseret og planlagt i sognet. Grøfter var på det tidspunkt baseret på beboernes viden og initiativ og der var ikke praksis for at man organiserede store ændringer.

Martinus Jensen kommer til Vestjylland
I slutningen af 1870’erne kom Martinus Jensen forbi søen Koldsø. Han drev stude sydpå og har brugt Grønfolden, når han overnattede sammen med studene. Fra Grønfolden har han kunnet se området omkring og set hvordan jorden blev brugt.
Martinus møder Bodil Jensen fra Tvis og de fandt sammen og overvejede deres fælles fremtid. Martinus tænkte på området omkring søen og drømte om en gård, som kunne vokse sig til en familiegård med sønner og sønnesønner, som kunne bo på gården og på de uopdyrkede arealer ved siden af.
Derfor købte Martinus i 1884 den lille gård ved søen, som havde navnet Koldsø, ligesom søen. Martinus var specielt glad for Koldsø gården, fordi ejeren rent faktisk havde anlagt nogle fornuftige grøfter, som der kunne arbejdes videre på og brugte en del af sin opsparing til at betale de 7000 kr., som Koldsø gården kunne købes for.

Nees Kirke
I denne kirke er de fleste af de første Koldsø’er døbt, gift og begravet. Dog er de fleste af gravstederne sløjfet over tid.
Kirken blev kraftig renoveret i slutningen af 1930’erne af blandt andet Ane Marie’s bror, Murermester Hans Kristian Madsen fra Sønderby ved Ringkøbing

Livet på gården Koldsø
Det har været et hårdt liv at drive gården og starte familie, men 30 år senere havde Martinus og Bodil fået 4 sønner og en datter. Det gik fornuftigt med med landbruget og økonomien. I 1912 blev der bygget nye bygninger, købt en gård ved siden af kaldet Nørre Koldsø og bygget nye bygninger på gården Nørre Koldsø i 1913. Se indlæg om typisk mindre Nees Grundplan af en typisk gård og billedet nedenfor af Nørre Koldsø fra 1948.

I 1913 gifter sønnen Frederik sig med Ane Marie og de flytter ind i Koldsø, samtidig med at Martinus og Bodil flytter ind i Nørre Koldsø og Frederik udvider gården Koldsø med ekstra driftsbygninger.

Navnet Koldsø
Martinus har næsten ingen kontakt med hans søskende i Skivholme, men hans storebror kontakter ham i 1920 og fortæller at familien i Skivholme skifter navn til efternavnet Kjær. Navnet Kjær er et efternavn, som Martinus far har haft, som ekstra efternavn ud over at han hed Jens Sørensen. Der er derfor ikke noget problem i at tage navnet Kjær til sig, da det er en del af familienavnet i forvejen.

Martinus synes ikke om ideen og afviser at skifte navn til Kjær. Men han bliver dog inspireret til at undersøge om at han kan tage navnet Koldsø i stedet for, da familien i forvejen bliver kaldet for “dem fra Koldsø af”. Det passer også bedre sammen med at han har etableret en ny familie i Nees med en slægtsgård, som hedder Koldsø.

Derfor bliver Martinus enig med sine sønner om at sende en ansøgning om navnet Koldsø og den ældste søn Jens hjælper til med at få sendt papirerne. I 1920 får familien en kongelig bevilling fra Christian d. 10. til efternavnet Koldsø og alle medlemmer skal kalde sig Jensen Koldsø. Næste generation må godt nøjes med bare Koldsø.

Brev Fra KongChristian-d10

Efterskrift
Det eneste i Nees, som i dag officielt stadig hedder Koldsø, er vejen, som går forbi Grønfolden og Nørre Koldsø. Søen forsvandt allerede tilbage i 1850 og der er ingen efterkommere med efternavnet Koldsø i Nees. Gårdene bliver ikke kaldt ved deres navne længere, men ved vejnavn og nummer.

Martinus drøm stammer tilbage fra en tid, hvor det var praktisk at have en gård at leve af og det gav god mening at give en gård videre til sine børn, så børnene kunne etablere sig.

Den måde at prioritere på gav god mening tilbage fra starten af 1800 tallet og frem, fordi bønder i Danmark havde det godt og hvis man ikke havde jord, så var det svært at skaffe nok til at leve af og få børn.

Det Martinus ikke kunne forudse var, at der voksede andre erhverv frem med nye og spændende muligheder og at effektiviseringer i landbruget medførte at gårde skulle være større og mere effektive. Derfor har de fleste efterkommere til Martinus og Bodil skiftet fokus og erhverv. Landbruget er ikke længere det vigtigste og gården Koldsø og Nørre Koldsø er overtaget af andre familier.

Så af Martinus to drømme – et slægtsnavn og en slægtsgård – lever kun slægtsnavnet videre.

Hvad Martinus og Bodil nok ikke var så bevidste om var, at de efterlod 5 sønner og en hel del børnebørn med en pionerånd og evne til at bruge deres hoved og hænder med en vis mængde stædighed og stolthed. Men vigtigst af alt ser det ud til at de har givet sønnerne en fornemmelse for at se, når andre har behov for hjælp og som en naturlig ting at hjælpe til – uden at være fordømmende. Man kan sige at dette er træk, som man finder hos mange danskere, men man kan konstatere at de første to generationer af Koldsø hjalp hinanden og deres nærmeste og følte at der var noget fælles, som bandt dem sammen og den bevidsthed har gjort at det var en naturlig sag at arrangere familiestævner tilbage i 1970’erne og fremefter.

Top