Martin 1914 – 1989
Martin blev født 10. januar 1914 og var i sine unge dage bl.a. ansat på svendehjemmet i Åbenrå, hvor man tog sig af ”de farende svende”, -og havde i øvrigt god flair for arbejde i træ; engang i 50’erne var han på et husflidskursus i Kerteminde.
Landbruget var ikke noget for ham, han ville meget hellere have været tømrer og det er uvist hvorfor det kun blev en drøm. Han har også på et tidspunkt fortalt at han godt ville have været præst. Han rejste til Kolonien Filadelfia i Dianalund, Sjælland og bliver uddannet diakon i 1945, det lugtede jo også lidt af kristen omsorg.
Her møder han en ung sygeplejeelev, Else (f. Olsen) 5. juni 1920 – 2002, der arbejdede på Filadelfia som sygeplejerske, og sød musik opstår.


Hjem og arbejde
De to blev forlovet i 1944 og gift 24. marts 1946, efter at begge har afsluttet deres uddannelse, hvorefter de blev ansat som bestyrerpar på Osted alderdomshjem, hvor Svend Erik er født.
Alderdomshjemmet dér var nok ikke nogen succes, de talte egentlig aldrig om det, det blev jo hurtigt fortid inden vi børn blev store, men med al respekt var far nok ikke en ledertype.
De var tilbage og i arbejde på Filadelfia i 1948 og flyttede ind i “det gamle hus” på Holbergsvej, dengang Tersløsevej, nr. 11, hvor Lilly bliver født året efter.
Huset var på blot 50 kvm + udhus og flyttet ind fra Åmosen uden for Dianalund. Om huset egentlig var velegnet til menneskebolig ved vi ikke noget om, men det var gammelt og slidt op og blev da også nedrevet kort efter vores forældre var flyttet til eget hus.
Ferier i Nees og besøg undervejs hos vennepar blev klaret på cykel, senere med Lilly og Svend Erik i hver sin efterløber. Imponerende og det var jo ikke 5 ugers ferie de havde, men de ”snød” nok lidt med DSB et stykke af vejen.

Omkring år 1950 bliver det muligt for ansatte på Kolonien Filadelfia at få en god hjælp til finansiering af eget hus. Det var en bestemt typehus som var i spil, dog med mulighed for at få individuelle ønsker opfyldt. Det blev til Skyttevej 24.
I 1953 gik man i gang med at bygge hus på Skyttevej. Kreditforeningen krævede at Filadelfia ville give et huslejetilskud på 30,-kr. om måneden! – og det fik de. Martin gravede selv grunden ud til kælderen (Svend Erik hjalp skam så godt han kunne!) og huset stod næsten færdigt i april 1954 da familien flyttede ind. 
Verner ankom midt i flytterodet, samtidig med at Svend Erik skulle begynde i skole. Niels kom i efteråret året efter


Huset havde plads og ingen fodkulde, -Else’s kæphest, fuld kælder og det store lune værksted hér, havde Martin og de tre drenge umådelig meget glæde af, og fik vel også her lagt grunden til mange færdigheder og aktiviteter i voksenlivet.
De klarede pasning af den voksende børneflok Svend Erik, Lilly, Verner og Niels, ved at arbejde på skift, den ene om dagen, den anden om natten. 
Vi havde også gennem tiden på Skyttevej nogle familiepleje-patienter fra Filadelfia til at hjælpe lidt på økonomien og børnepasningen. Det var ikke ualmindeligt dengang og den sidste, Kirstine der bare var en ung pige, var hos os et par år til hun blev udskrevet, og begyndte sin uddannelse på Sorø Sygehus som Økonoma.

Martin blev aldrig soldat, men han kunne gå på hænder; det var lige så godt!
Det var en slags manddomsprøve i hans unge dage. Han havde i mange år en plads i Hjemmeværnet og havde et maskingevær M62 stående i et skab i kælderen!
Der har heller ikke været russiske tropper i byen siden.

Da økonomien gav plads til det fik vi en lille bil, først en ældre Morris Eight (det betyder ikke 8-cylindret!), senere en Ford Anglia, med et lille indvendigt bagagerum bag bagsædet, hvor Niels i mange år havde sit domicil. Da ungerne kunne “passe sig selv” tog Else arbejde på ortopædisk afdeling på Sorø Sygehus.
Martin forblev på K.F. indtil han efter en blodprop i 1969 blev hjemmegående.

Børneflokken tæller Svend Erik -47, Lilly49, Verner -55, Niels -53. Derudover kom Mette -50 til familien som stor pige og er i dag en naturlig del af søskendeflokken.

Top