Indledning af Leif Ole Koldsø

Conni er født 1938 på Christianshavn og fik en lillesøster ca. 1950. Hendes mor var 17 år da hun fik Conni og Conni har haft et barndom med mange problemer og uden alt for mange midler.

I 1946 og de efterfølgende år kom Conni til Koldsø gården og boede hos Frederik og Ane Marie hele sommeren. Det har været noget som alle parter så frem til, inklusiv Dagny, Karl, Holger og Frits, for den lille pige Conni har været noget af et livsstykke og hun fik mulighed for at udfolde sig under de åbne vidder og lege ubekymret. Conni udtrykker det således, at minderne om gården og familien Koldsø altid var et lyspunkt til at blive i godt humør af, uanset om dagligdagen var surt. Sådan var det dengang hun gik i folkeskolen og sådan har det været senere i livet, f.eks. da hendes mand Erik for nys døde efter at være ramt af alzheimer.

For at fastholde indtrykkene har Conni nedskrevet nogle minder fra den gang hun som skolepige besøgte Frederik og Ane Marie. Conni lover at hun også vil lade os få et indblik i hvordan det gik senere hen. Conni kan også komme med mange ellers ukendte detaljer, for hun har haft en meget tæt relation til familien Koldsø.

Baggrund

En dansk pædagog, skoleinspektør Christian Østrup oprettede i 1854 en komité for københavnske skolebørns ferieophold. Den mand er jeg meget, meget taknemmelig.

Vi havde efter min klasselærers råd søgt om, at jeg kunne komme i betragtning, og efter jul fik jeg i en skoletime besked om, at jeg kunne komme over til Vestjylland på en lille bondegård i Nees, 12 km. fra  Vemb station. Jeg var så glad, så glad. Jeg havde været i Sønderjylland hos min oldefar (Pappa) et par gange tidligere sammen med familien, og jeg elskede at køre i toget og sejle med den gamle færge over Storebælt. Jeg havde absolut ingen betænkeligheder. Hvad min far og mor syntes om, at jeg skulle rejse i 12 timer, helt alene, ud til nogle fremmede mennesker, aner jeg ikke.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg i frikvarteret løb rundt i skolegården og råbte: “Vemb – Vemb – Vemb”  meget højt, så gårdvagten kom for at se, om jeg var blevet dårlig – jeg plejede ellers at være så stille !

Anni, min veninde fra helt lille, og som jeg havde gået i klasse med et par måneder, var nu flyttet til en anden klasse, fordi man mente hun var “vanskelig”. Hun hørte også, hvordan jeg larmede i skolegården og spurgte, hvad det skulle betyde. Da jeg fortalte at jeg skulle rejse til Vemb sagde hun, at det skulle hun da også. Det troede jeg ikke rigtigt på, men så sagde hun, at hun skulle videre til noget familie, der havde en stor bondegård i noget, der hed Nees (!), og der havde hun været året før sammen med sin moder. Vi kunne slet ikke fatte det – vi havde boet væg om væg fra vi blev født, ligget på tuberkulose-sanatorium sammen, været sammen meget af tiden før vi kom i skole, og nu skulle vi til den samme lille by langt ovre i Jylland – en by med ca. 100 indbyggere.

På grund af at Anni var “vild og vanskelig” havde jeg fået forbud mod at lege med hende, og det var vi begge meget kede af. Vi kunne jo ikke følges ad helt hjemmefra, men vi aftalte at prøve at mødes undervejs.

 

Rejsen til Vestjylland

Det var et langt, langt forår det år. Jeg var spændt på min første store rejse på egen hånd, men langt om længe oprandt dagen. Vi skulle op ved 4-tiden for at jeg renvasket, nyfriseret og i en stivet hvid kjole kunne nå ind til Hovedbanegården med den første sporvogn.

Kufferten var afleveret på Hovedbanen dagen før, så kunne den være i Vemb dagen efter. Den kom så pr. rutebil til brugsen i Skalstrup, hvor vi måtte hente den i hestevogn.

Fra skolen var vi blevet udstyret med en kæmpebillet, der skulle hænge om halsen under hele turen.

Desuden var jeg forsynet med en madpakke med 2 leverpostej – og 2 sukkermadder samt en lille pose bolcher, som jeg fik besked på, at jeg først måtte tage hul på, når jeg kunne se Roskilde Domkirke. Det er en skik jeg følger den dag i dag, hvor der altid (næsten) ligger en pose i bilen til samme brug (men kun, når vi har været længere væk end Roskilde).

Ved forskellige “stik i rend-opgaver” havde jeg tjent lidt over 4 kr. Dem havde jeg med som lommepenge til hele ferien, som skulle vare 6 uger.  På Storebæltsfærgen var der en iskiosk, så jeg stillede mig i køen. Der kom Anni, hun skulle også “snolde”, og vi fulgtes ad resten af vejen til Vemb.

Da vi skulle over Lillebæltsbroen var der nogen af de ældre børn, som sang “Jylland mellem tvende have” – Det gjorde vi siden, hver gang vi passerede den de følgende år. Stemningen var vidunderlig – alle var så glade.

Det var en lang tur, og vi hang tit ud ad vinduerne og indsnusede damp og kulstøv, som af og til strøg hen langs toget fra lokomotivet. Nogle drenge begyndte at hælde vand ud fra medbragte sodavandsflasker. Dette forstøvede på grund af farten og blandedes med kulstøvet, som efterhånden sad tykt i ansigt og tøj, men vi var enige om, at det kølede dejligt og “friskede op”!

Lige før vi nåede Kolding station stod Anni og jeg ude i gangen og legede prinsesser. I fantasien havde vi nogle store fine kjoler på, som næsten fyldte hele gangen. Nogle voldsomme drenge kom farende. De legede vist røvere og soldater, og da vi stod i vejen for dem, fik jeg et ordentligt skub og ramte ruden med hovedet. Det var muligvis en tynd rude, der var sat i midlertidigt, for den blev fuldstændig smadret, og jeg var godt på vej ud ad vinduet. Anni fik dog fat i mit tøj og fik halet mig ind. En forskrækket togkonduktør kom farende. Jeg blev bange og stak af – jeg havde jo smadret ruden! Ude på toilettet låste jeg døren indefra. Konduktøren (og en hale af unger) kom efter mig og han bad mig så mindeligt om at komme ud. Det ville jeg ikke. Så havde han en nøgle, som han måtte tage i brug. Jeg vrælede højlydt, men han begyndte at rode mig oven i hovedet. Jeg troede, at han ville se, om jeg havde lus ! (Det havde jeg haft på et tidligere tidspunkt). Det viste sig dog, at han ville undersøge, om jeg havde fået glasskår ind i hovedet. Heldigvis havde jeg kun fået en lille bule, og han forklarede mig, at nogle drenge havde sagt til ham, at en pige var faldet ud af toget. Den stakkels mand var dybt rystet, men han fik dog trøstet mig og fortalt, at jeg ikke skulle være ked af, at ruden var knust – det var ikke min skyld. En stor flok børn havde fulgt hændelsen meget nysgerrigt, og jeg syntes, at det var meget ubehageligt at de stod der og gloede – men noget skulle tiden jo gå med.

 

Ankomst til Vemb

Toget tøffede langsomt videre over Esbjerg og nordpå – med stop ved samtlige stationer og “trinbrætter” undervejs. Det tyndede ud i børnene, som vi kunne se blive modtaget af deres ferieværter på stationerne. Endelig, 12 timer efter starten fra Hovedbanen i København, var vi fremme ved Vemb station. Anni havde været der tidligere sammen med sin mor, og hun blev afhentet i en bil.

Hjemmefra havde jeg fået et postkort med frimærke på, og det havde jeg fået besked på at putte i postkassen i Vemb, så mine forældre kunne se, at jeg var kommet godt frem. Det gjorde jeg straks, da der var en postkasse på stationsbygningen. Da jeg vendte mig om derfra, stod der en “meget gammel mand” og så venligt på mig med utroligt milde øjne. Han sagde noget, som jeg kun kunne forstå ét eneste ord af, nemlig: “Conni”. Ved at se på billetten, jeg havde om halsen, kunne han se, at jeg var det feriebarn, som de var blevet lovet. Vi fik at vide, at min kuffert ville kunne hentes i “Brugsen” i Skalstrup dagen efter, når al bagagen kom med et specielt tog.

Derefter gik vi hen til en jumpe med en hest foran.  – Da var den lille københavner godt nok imponeret! Jeg skulle ud at køre i hestevogn! Hidtil havde jeg kun prøvet at hænge i armene bag på en ølvogn af og til. Og det viste sig, at der var 12 km. til Nees. Hesten, en hingst, der hed Prins, ville gerne hjem og løb stærkt. Af og til kørte vognen dog fast i de sandede veje. Der var kun 2 hjulspor og et ekstra cykelspor de sidste par kilometer gennem heden og lyngen fra Skalstrup til gården, som hed Koldsø. Det meste af turen foregik i tavshed, da jeg både var genert og desuden ikke kunne forstå det brede vestjyske, som min ferievært forsøgte sig med nogle gange.

 

Ankomst til Koldsø gården

Da vi kørte ind i gården, var det første, jeg fik øje på en kat i 3 farver. Det var noget jeg kunne forstå! Jeg blev så glad og råbte højt: “Der sidder en kat i staldvinduet”.

Konen, Marie, var kommet ud af huset, og tog sig af mig, medens manden spændte hesten fra med et lunt smil om munden. Mine ferieværter hed Marie og Frederik Koldsø, men de foreslog, at jeg kaldte dem for far og mor – det var nemmere, når deres egne børn (Dagny, Karl, Holger, Frits, Evald. Bernhard, Frede, Herman, Poul, Kristian og Martin) var til stede. Deres egne børn var voksne alle elleve, og kun Frits og Karl var hjemme som karle på gården, Dagny, den eneste pige, var yngst, og hun var lige kommet ud at tjene.

Jeg må ikke glemme den gamle sorte gårdhund, som hed Hvidt. Han virkede reserveret og måske lidt sur. Noget særlig nært forhold fik jeg aldrig til ham – han viste aldrig sine følelser. Men alligevel passede han godt på mig. Det vil jeg fortælle om senere.

Selv om Koldsø var en lille gård på 35 tønder land, næsten helt omgivet af hede, kunne den brødføde en familie på 13 mennesker. De havde slidt og slæbt med at opdyrke heden, og det var lykkedes at få 11 børn godt i vej – og så havde de endda overskud til at tage en københavner til sig i 6-7 uger hver sommer – og de havde altid tid til at tale med mig.

 

Kort beskrivelse af gården “Koldsø

Selv om Nees Hede syntes at ligge langt inde i landet, er der ikke langt til Inderfjorden, Nissum Fjord  og Vesterhavet. Når man kører på landtangen “Bøvling Klit” ved Thorsminde, kan man se Nees Kirke på den anden side af fjorden.

Fra Nees by er der vel et par kilometer til Koldsø.

Gården bestod af 2 længer i form af et kors.

Der var hverken indlagt vand eller strøm, da jeg kom første gang.

Gik man ind ad hovedindgangen til stuehuset (den pæne dør), kom man ind i en entre med dør ind til et lille kammer, hvor datteren Dagny havde værelse.

En anden dør førte ind til dagligstuen, hvor man kun opholdt sig om søndagen og når der var fine gæster. Herfra kunne man komme ind i den fine stue, hvor jeg aldrig har set nogen gæster. Vi gik en gang imellem derind for at se på familiebilleder. Der var fine hæklede duge og kurvemøbler, og der var en ganske særlig duft af æbler i det rum. Engang da vi kom derind var der en af kattene, der havde lagt killinger i en af stolene. De blev hurtigt flyttet ud i laden.  Denne stue vendte ud mod haven.

I dagligstuen stod der et hospitalsorgel, som Dagny kunne spille på – jeg var meget imponeret, måske er det derfor jeg kom til at holde så meget af orgelklang. Der stod et bord midt på gulvet med en petroleumslampe over. Når der kom gæster, sad man ved det bord og spiste, og så skete det, at jeg fik en sodavand med patentprop fra Sodavandsfabrikken Jernkilde i Lemvig. Det var ikke ret tit, at man sådan fik sodavand, så det var noget man huskede. I dagligstuen var også et skrivebord og en ottoman med et vægstykke med bibelsk motiv og et lignende billede ovenover.

Ofte når jeg havde spist for mange jordbær syntes Marie, at jeg måtte da have ondt i maven, så jeg måtte nok hellere lægge mig lidt på ottomanen. Det føltes dejligt. Nogen bekymrede sig om min mave, som jeg dog hverken før eller siden har haft vrøvl med – bortset fra størrelsen..

Fra dagligstuen kom man videre ud i køkkenet, hvor det vigtigste var det kæmpestore komfur. Selv om det var sommer, blev der tændt op hver morgen med lyng og tørv. Der skulle laves havregrød til karlene og varmes vand i den indbyggede beholder. Der var en vask uden vandhane, men med en spand under til afløb. Midt på gulvet stod et stort bord, hvor alle indtog de daglige måltider.

Fra køkkenet førte en dør til sovekammeret med den store dobbeltseng og natbordet med den tykke familiebibel samt “min” barneseng.

Den anden dør fra Køkkenet gik ud til bryggerset med trappestigen op til loftet. Et karlekammer lå i forbindelse hermed, og en dør gik direkte ud til kostalden med de 24 køer, som blev hentet hjem hver gang, de skulle malkes (morgen og aften). Videre til laden, som lå på tværs, igennem staldene, og så kom man ud til svine- og hestestalden.


Solen skinnede altid på Koldsø gården

Da Marie havde set på indholdet i min kuffert, tog hun mig med op på loftet.

Der stod alle børnenes barnetræsko – i alle tænkelige størrelser. Her fandt vi hurtigt nogen jeg kunne passe. Det var rigtige træsko med udskåret træbund og med stålforstærkning på hæl og snude.  Selv om jeg “er født uden sko på” og helst ikke har noget på fødderne, så elskede jeg de træsko. (Jeg har som voksen været så heldig at finde et lignende par på Ærø. Dem har jeg bl.a. brugt i samtlige egnsspil her i Jyllinge).  Vi fandt også nogle af Dagnys forklæder, som jeg fik lov til at låne. De lå i hendes kommode sammen med hendes skolebøger og den lange røde fletning, som lige var klippet af, da hun skulle ud at tjene.

Den første sommer lå jeg i en barneseng i soveværelset, hvor Frederik og Marie havde deres dobbeltseng og en tyk bibel på natbordet. Der var trygt og dejligt. Marie kom hver aften ind og bad aftenbøn med mig, og når de gik i seng så jeg, at de knælede på hver sin side af sengen og bad aftenbøn for sig selv.

En nat vågnede jeg og så, at der stod en lampe ved siden af min seng, og jeg kunne høre, at det tordnede. Da jeg hørte stemmer i køkkenet stod jeg op og fik at vide, at når det var tordenvejr, så stod de voksne altid op og klædte sig på. Konen laver tordenkaffe, og manden og folkene går ud i staldene for at være hos dyrene. Lampen ved min seng var sat der for at jeg ikke skulle blive bange.

Man havde meget stor respekt for tordenvejr. Dengang Marie kun havde ét barn og ventede nr. to, havde der været hedebrand efter et tordenvejr. Ilden havde bredt sig gennem lyngen med stor hast, så man var begyndt at bære indbo ud af huset og bære det til den nærmeste nabo. De sled så hårdt, at Marie mistede det ventede barn. Ilden stoppede inden den nåede huset, da man havde gravet et brandbælte så bredt, at ilden ikke kunne komme over.

En dag, mange af børnene var hjemme, blev middagen indtaget i Lysthuset ved siden af gården. Medens vi sad ved suppen blev det et voldsomt tordenvejr. Et ordentligt brag og lyn samtidig tydede på, at lynet var slået ned i nærheden. Det viste sig, at det var slået ned i en ungkvie, som gik og græssede ca. 100 meter fra lysthuset.

Jeg husker meget tydeligt da de kom ind og fortalte det. Jeg sad og stirrede ned i de aflange melboller, der flød på suppen i den fine tallerken. Tallerkenen (eller i hvert fald én af de 12) har jeg arvet, da børnene ved bodelingen fik en hver – og jeg den 12. Den tallerken er jeg meget, meget glad for. Både fordi børnene tænkte på mig, da deres forældre var døde mange år efter mine ferieophold hos dem, og så fordi den minder mig om den dag med tordenvejret, – en stund, som jeg altid mindes, når jeg ser på tallerkenen, som hænger på væggen hos os nu.

 Der var så dejligt derude på landet! ….. og det kan ikke siges for tit. Jeg elskede at være derude. Selv om det var en lille ejendom, så var det store forhold for mig. Der var hverken strøm eller indlagt vand, men det var jo bare spændende at pumpe vand op af brønden ude på gårdspladsen. Vandet havde en mørk gylden farve og duftede af hedejord, men det var fint friskt og smagte vidunderligt.

Næste sommer var der kommet elektrisk lys, og året efter igen fik de telefon. Det var meget sjældent den blev brugt, men i 1947 fik vi telegram gennem telefonen om min søster Henny´s fødsel. Selve telegrammet kom landposten med dagen efter. Der blev også ringet til mejeriet, når de skulle have ost med, når de kom efter mælk fra malkningen. Ellers mindes jeg ikke, at de selv ringede til nogen.

 

Dyrene og livet på gården

Den dag jeg første gang kom til Koldsø, havde soen fået 17 grise. Det var en stor oplevelse at se alle de små fine silkeblanke grise slås om at komme til patten. Der var ikke en til hver, og det var også så sørgeligt, da jeg næste dag fik at vide, at soen havde “ligget” to af de små ihjel.

Oven over båsen med alle grisene havde et svalepar bygget rede, og da Frederik var bange for, at nogen af svaleungerne til sin tid ville falde ned til grisene, havde han bygget en plade under reden.

I samme stald stod hestene Prins og Musse, som havde fået et føl, der kom til at hedde Lise.

Og så stod den store avlstyr der i stalden, når han ventede besøg. Folk kom fra hele sognet for at “holde køer til”. Det var en kæmpestor tyr med ring i næsen, og når han stod ude i tøjr, var Marie meget nervøs for, om jeg skulle komme for tæt på ham. Det skulle jeg dog nok lade være med, for han stod og skrabede i jorden og “fnøs”, når nogen nærmede sig, men egentlig så han meget sød ud.

Heste og kalve fik lov til at gå frit omkring ude og inde, dog ikke hingsten Prins. Første aften, da jeg stod og skulle vaskes i et vandfad i køkkenvasken, blev der pludselig helt mørkt. Det var Musse, der var gået en tur med sit føl, og hun “kiggede lige ind” ad vinduet. Hun fik så en håndfuld jordbær, som Marie var ved at gøre i stand.

Vi brugte tit mange timer på at lede efter kalve, som havde lagt sig til at sove mellem træerne. Det samme gjaldt kaninerne, som ikke rigtigt selv kunne finde sine bure.

Hønsene gik også frit omkring. Herom har jeg en skrækkelig historie: En dag gik jeg og legede indianer med mig selv! Så havde jeg jo brug for en god stor fjer, og inde i laden så jeg en pragtfuld høne med de flotteste vingefjer. Den var nem at fange (den var jo ikke vant til Københavnere), og jeg halede i en af de flotteste fjer. Så skete “katastrofen”: Hønen skreg og kaglede – og lagde et æg lige for mine fødder!  Aldrig er jeg blevet så forskrækket! Jeg syntes virkelig det var forfærdeligt. Hønen stak af, og fjeren fik jeg ikke fat i. Jeg gjorde det aldrig mere.

Jeg hørte jo tidligt om, at man ikke kunne have alle de killinger, som blev født ude i laden, og at de ville blive aflivet, så snart de blev opdaget. Engang havde den gamle kat “Bedstemor” lagt fem nyfødte killinger på en sæk ude i laden. Jeg skyndte mig ind og fortalte det til Marie, og hun kaldte på en af karlene for at få ham til at aflive killingerne med det samme.

Jeg fortrød straks, at jeg havde fortalt om dem, så jeg løb ud og snuppede den kønneste af killingerne, den var helt hvid, kun med en sort halespids.  Jeg gemte mig langt oppe under ladens tag med den lille kat, og da jeg hørte, at karlen havde været dernede og ordnet det, kaldte jeg på “Bedstemor-mis”. Hun kom straks, og da jeg gav hende killingen, tog hun den i nakken og bar den op i høet. Familien fortalte mig senere, at de ikke rigtig kunne forstå, hvordan hun dog havde reddet den ene killing, som de blev meget glade for i mange år.

Når det var meget varmt hændte det, at vi cyklede ud til inderfjorden og badede. Det var noget meget stille vand, det var svært at svømme i, og det smagte ligesom det vand, vi pumpede op af vandposten.

Mellem gården og vejen var der en lille plantage, hvor der var nogle gamle jordbærrækker med masser af bær. En af de første dage jeg var på Koldsø sagde Marie, at jeg bare skulle spise de jordbær. Jeg gik meget længe derinde i plantagen, og til sidst kom de ud for at se, hvad jeg dog lavede. Jeg gik og græd, for jeg kunne altså ikke spise alle de bær, og der var mange endnu, så jeg turde ikke gå hjem.

Der var også mange forskellige bær i haven og de to frugthaver, så en del tid gik med at hjælpe med plukning og pilning af bærrene.

Frederik havde bier i den ene frugthave. Han gik til dem helt uden slør og handsker, men sønnen Frits var overfølsom for bistik, så han havde altid en sæk over hovedet med huller til øjne og piben, når han skulle hjælpe der. Der blev høstet meget honning, og det var jo hovedsageligt lynghonning, som smagte og lugtede kraftigt. Det har altid taget vejret fra mig.

Jeg lå tit i græsset omme ved gavlen af stuehuset, ved ”Lysthuset” uden for haven. Så lå jeg bare der og nød duften af græs og lyng og biernes summen, medens de lette sommerskyer gled forbi på himlen, alt medens de ændrede facon. – Det var bare livet ! Jeg bruger i dag dette minde som en slags meditation, når jeg har brug for at komme på afstand af verdens fortrædeligheder – som f.eks. i tandlægestolen og ved mine barnefødsler; og det hjælper mig virkelig til at slappe af, når jeg ligger der og drømmer om lydene og duftene i den varme, dirrende sommerluft, dengang for længe siden.

Det skete et par gange om året, at der kom en bil gennem gården, så styrtede alle ud for at se, hvem der mon kom – oftest var det bare nogen, der havde forvildet sig ud på heden ved en fejltagelse.

 

At glæde et københavnerbarn – det forstod Frederik og Marie.

Uden for grisestalden var der en meget sandet vej, som kun brugtes til arbejdskørsel med heste m.m. Jeg var jo en lille nøjsom københavner, så jeg fandt ud af, at der kunne jeg jo lave en lille have – midt gennem hjulsporene. Der plantede jeg nogle plukkede markblomster. Da de kom hjem fra marken kunne de jo ikke komme forbi uden at ødelægge ”haven”. Året efter  havde Marie lavet et pænt stort bed til mig med blandede sommerblomster omme i frugthaven .

Efter min første ferie i Koldsø, modtog vi i København, lige før jul, en høj pakke fra Frederik og Marie. Den indeholdt et juletræ, og inde mellem grenene var gemt en slagtet høne. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg tror aldrig vi havde fået høne derhjemme før, og vi måtte tilkalde min mormor til at få den ordnet. Juletræet var en dejlig og kærlig hilsen fra mit elskede sommerland.

Dagnys lille tohjulede cykel stod endnu i et udhus. Frederik syntes, at den burde bruges, så selv om de havde travlt i roerne, gav han sig tid til at pudse den op og lappe de møre slanger. Jeg kunne ikke cykle, men om aftenen løb Carl og Frits omkring med mig. Det var svært at bremse. Det varede meget længe, før jeg lærte, hvordan man kunne komme af cyklen uden først at køre den i grøften. Cyklen punkterede konstant, og Frederik lappede tålmodigt hver gang.

 

Vejen til Brugsen I Skalstrup

Der var ikke et eneste hus eller gård på de godt 2 km til Brugsen i Skalstrup. Overalt var det hulveje, hvor hjulsporene var 30-40 cm dybe. Disse spor var skabt gennem hundreder af år af arbejdsvognes jernringe.  Man var nødt til at gå i sporene. Hvis man gik ved siden af, faldt man i den lange lyng.

Engang blev jeg sendt op til Skalstrup for at hente et rugbrød. Jeg kørte på Søsters gamle cykel ad den sannede vej, som det var en sport for mig at komme gennem uden at vælte. Undervejs nød jeg synet af digesvalerne, som boede i lange gange ind i skrænten et sted, hvor man vistnok har gravet grus eller sand (eller Al?)

I Brugsen blev der handlet stort ind til gårdene – der skulle også snakkes, så det tog lang tid, og pludselig syntes jeg, at dåserne på hylderne stod og svajede – og så besvimede jeg. Kom dog hurtigt på fode igen, da der straks var mange hjælpende hænder.

Men nu kunne jeg få det rugbrød, som jeg kom efter og cyklede hjemad.

Halvvejs hjemme kom Marie løbende mod mig, hun havde hørt, hvad der var sket. Jeg fejlede dog ikke noget.

 

 

Top