Herman 1917-08-11 til 1983-03-19

Alle bidrag til Herman’s side er meget velkomme og de forskellige bidrag skrives ind med navn på fortælleren. Her er bidrag fra Svend Erik, Leif Ole,….

Svend Erik fortæller:
Herman er den eneste af søskendeflokken der ikke fik nogen efterkommere, og han var endda også den første der gik bort. Herman slog sig på et tidspunkt, vist nok i 1949, ned i et lille husmandssted ude på prærien ved Hogager, Feldborgvej 14, øst for Holstebro. Fars billeder er fra cirka 1957/58.

På et USAF luftfoto fra 1954 kan man se en bygning lige nord for gården, som burde have kunnet ses på fars billede, så den var nok nedrevet/nedtaget da vi besøgte ham. Det nuværende stuehus er fra ca.1959. Det sidste billede er fra nettet og er fotograferet fra nordvest. Kun det nye stuehus står tilbage idag. Den store bygning er revet ned efter 1984. I baggrunden ses resterne af den oprindelige ladebygning og bjælkerne.  Det oprindelige stuehuset er væk og ville have peget bagud i forhold til resterne af laden

Herman kom meget ofte hos Holger og Ketty i Gørding, Frits og Dinne, og hos Frede og Ruth i Nees der jo havde overtaget søskendeflokkens fælles barndomshjem.

Ellers havde han igennem en tid lang et privat værelse i Holstebro.Han interesserede sig for fotografiapparater og havde en fin lille kamerasamling af sin tids tyske kvalitets apparater, og så gjorde han også lidt i frimærker.

I 1967 cyklede han i øvrigt en tur til Østrig på sin gamle herrecykel. Iført sit jakkesæt med cykelspænder, en mindre oppakning på bagagebæreren, og resten i den gamle dokumentmappe hængende over stangen! Turen varede 2 uger og det passede med ca. 100 km om dagen! Året efter var han vist af sted igen på en 3-ugers tur til Prag!
Der var muligvis også en tredje tur, men dén tur er der lidt usikkerhed om. Angiveligt var der vist et bekendtskab fra årene i Tyskland, han bad en stille bøn om at kunne gense! 

Leif Ole fortæller
De sidste år:
I hans seneste år boede han mest i en gulstensvilla i Holstebro. Jeg kender ikke adressen.
Ud over at han havde en passion for at spille skak ved enhver sammenkomst, brugte han en del tid på hans ejendom og med hans samling af kameraer og andre samleobjekter. Han døde på hans ejendom i Hogager medens han kørte med en ladbil i en skov, hvor han var besvimet og lå hen over rattet. Herman blev begravet på Nees Kirkegård ved siden af Frederik og Ane Marie.

Krigen og Tyskland:
Frits berettede, at Herman i 1930’erne før krigen blev sendt på arbejde i Tyskland. Tyskland manglede arbejdskraft på grund af mobiliseringen og der var stor arbejdsløshed i Danmark. Under krigen blev Herman tvangsindrullet i den Tyske hær på østfronten og her flygtede han tilbage til Koldsø gården og gemte sig på loftet resten af krigen efter at han blev såret og traumatiseret ved fronten.
Var han blevet opdaget på Koldsø gården, ville han blive skudt som desertør og måske ville det også få konsekvenser for resten af familien, så det var en alvorlig situation for Frederik, Ane Marie, Frits, Holger, Karl, Dagny og hvem der ellers boede hjemme.
Frits gjorde opmærksom på, at vi børn ikke skulle tro at Herman var “Tyskervenlig” og hændelserne under krigen ikke var noget Herman kunne styre.
Efter at vi børn blev voksne har der været nogle dokumentarudsendelser på TV, hvor det blev nævnt at i Danmark blev arbejdsløse i 1930’erne tvunget til at tage arbejde i Tyskland, hvis de ikke kunne finde andet arbejde. Ellers blev de ikke anset for at være arbejdsløse. Så Frits havde nok ret i hans kommentar til Herman’s skæbne.
Karl fortæller – 20 dec.2017 – om denne del af Hermans år. 
Karl var dengang en stor dreng, men husker at Herman i sine unge år var i Tyskland og arbejdede der på en gård. Var meget glad for at være der, men vender tilbage til DK.

Hvorfor husker Karl ikke, men husker Herman’s ønske om at komme tilbage til gården i Tyskland. (passer fint i tråd med Svend Eriks bemærkning om Herman’s stille bøn om et gensyn med et bekendtskab i Tyskland)
Den eneste måde han kunne opnå en indrejse tilladelse på var at melde sig til den tyske hær. Han genser formentlig aldrig gården og folkene der, men kommer til at køre lastbil mod østfronten. Et sted på ruten rammer en granat forenden af lastbilen og stopper bilen med stor kraft.
Førerhuset ødelægges og splinter af metal rammer Herman og han får bl.a en stor skade i hovedbunden. Kammeraterne får ham ud af bilen og plejer ham til han formentlig har kunnet stikke af. Her er Karl usikker, men mindes så til gengæld at Herman måske har boet i skjul på loftet på Koldsø gården, men han har også boet i skjul i en gravet jordhule en del af tiden.

Minder om Herman:
På billederne kan man se at Herman bliver klippet af Frits i laden hos Frits og Dinne – så var det nemmere at rydde op og lyset kom fint ind fra syd, Børnene blev også klippet her. På et andet billede sidder Herman på Frits’s traktor sammen med nogle besøgspiger fra Tyskland. Herman var vant til at tale tysk og jeg tror at ideen var at Herman skulle underholde pigerne med noget udveksling på tysk, men Herman sagde ikke så meget.

Som jeg husker Herman, var han en stille type, som godt kunne snakke om ting, skak og nogle kloge bemærkninger for voksne. Os børn (0 til 20 år) snakkkede han ikke rigtig med og når han besøgte Frits og Dinne, var det primært Frits han snakkede med. Uanset at dette var Hermans personlighed, så var Herman en stjerne for børnene, for han var god til skak og var den eneste person, som kunne slå Dinnes svoger, Jens, i skak – og det på en rigtig nørded måde med kommentarer undervejs.

Et andet minde var til jul. Herman var hos os et par juleaftener og her fik vi gaver. Det var ikke købte ting, men ting, som han havde fundet frem og gjort sig nogle tanker om. Det ændrede dog ikke noget for os børn, der ubarmhjertig og fokuseret ville have noget legetøj og så måtte vi som de gode børn vi var – tage imod og vise at vi var “glade” for gaverne.

Top