Jeg er født d. 3. april 1947 i Osted og døbt i Nees kirke søndag 1. Juni samme år og samme dag hvor også Poul og Karen blev gift.
Fra tiden på Tersløsevej husker jeg at jeg som ganske lille, måske 3år, en dag hældte sand ned i kædeskærmen på fars cykel! Da han så hvad jeg var i gang med var bemærkningen et forbavset ”nej, jeg tror du vil”, og så kunne han jo bruge lidt tid på at rense kæde og tandhjul! Men han skældte aldrig ud og slog heller ikke. Mor kunne godt uddele en lussing, men det blev nu højst til hvad der kunne tælles på én hånd. Lussinger og røvfulde, eller tæsk af en kammerat, var acceptabelt dengang, især hvis man ”selv havde været ude om det”. Målrettet opdragelse spildte de ikke tiden med, og de opgav helt, da de havde forsøgt med Lilly og mig!

Far byggede også, på Tersløsevej (himlen skal vide hvordan han fik plads til sit lille værksted i udhuset), et lille træskib til mig og da han spurgte hvad slags skib det skulle være, et krigsskib måske? Nej, det skulle det ikke være, så han lavede et andet skib af 3 klodser og malede det rødt. Alligevel blev krigsskibe jo siden en stor del af mit voksenliv! Han byggede også en ualmindelig velkonstrueret trækvogn, grøn udenpå og rød indvendig, og med sæde som en integreret del af bunden og en gedigen drejeskive til forakslen.
Far gav mig også en fin stor svæveflyver ”Suomi” fra DMI, som med forsigtighed kunne flyves i haven. Han var dengang formand for den lokale modelflyveklub ”Meteor”, men ”Suomi”en kom ikke med til Skyttevej, og klubben afgik vist samtidig ved døden!

Jeg havde de 2 første skoleår hos frk. Egemar i Karsholte og resten af tiden på Tersløse Centralskole, senere Holbergskolen, inklusive 3 år i realklassen.
Jeg kunne så i 1964 starte på min uddannelse til Elektronikmekaniker i Flyvevåbnet frem til 1969. Dengang elektronik var lavet af jern og elektriske lamper!
Jeg havde et par forskellige jobs indtil februar 1972, hvor jeg blev civilt ansat ved Søværnet i Korsør.


Her stoppede jeg ved udgangen af 1984 og havde igen et par forskellige jobs, indtil jeg et par år senere forsøgte mig med mit eget lille firma, med udvikling, produktion og salg af et produkt jeg havde puslet med i fritiden gennem nogen tid.

Det var et måleinstrument til test af bilers præstationer, og efter min egen mening enestående af sin slags. Forretningen blev dog aldrig andet end en lille bolchebutik, men bl.a. opnåede jeg dog at sælge et instrument til testafdelingen hos Rolls-Royce. – Tja, ærligt arbejde og egen indsats bliver man sjældent rig af, men jeg gik dog ned med flaget vajende!
Da jeg måtte smide håndklædet i ringen igen, hjalp en ven mig i 1993 tilbage til Flåden i Korsør hvor jeg var til min pensionering ved udgangen af 2011. Jeg nåede her at sætte nogle meget tydelige fingeraftryk på skibenes radioudstyr, gennem min erfaring fra bl.a. min lille private virksomhed.

Jeg boede i mange år sammen med Jette, som var nyresyg og dialysepatient, og hendes to børn. Et par år efter at vi skiltes kom Anne-Lise ind i mit liv og pludselig var min datter Line der også!
Line er født 31. december 1997, og lige siden har der på hendes fødselsdag været tale af dronningen og fyrværkeri over hele landet!

Line var jo også med i Skalstrup i 2017.
Jeg bor nu i Dianalund (verden udenfor var for stor) i et skævt lille hus på 157 kvm, alene rent bortset fra rotter og mus, udvidet i 1979 fra 108 kvm med yderligere ca. 49  kvm. Jeg er eneste ejer siden huset blev bygget i 1975.
Mine interesser er i dag en smule elektronik og finmekanik, motorcykler, fotografi; – og som alle andre Koldsø-drenge, med lidt praktisk håndelag

Top